Cluster-ulykken

Den 4. juni gik fire identiske satellitter med fællesnavnet Cluster totalt tabt, da den raket, der i første omgang skulle have anbragt dem i geostationær bane om Jorden, eksploderede. Den skæbnesvangre opsendelse var samtidig den første med en helt ny rakettype, den såkaldte Ariane 5, der var tænkt som den europæiske rumfartsorganisation ESAs næste generation af såkaldte "heavy-lift" raketter.

Tredive sekunder efter start satte det automatiske destruktionssystem ind og ødelagde raketten og dens last i et inferno af lys 3,4 kilometer over Kourou-basen i Fransk Guyana. Det skete, fordi raketten - formentlig på grund af en elektronisk fejl - var kommet så meget ud af kurs, at en nedstyrtning over land truede.

De ombordværende Cluster-satellitter var en del af ESAs højt prioriterede Cornerstone-program. Det erklærede mål med Cluster var at studere Jordens magnetosfære ved hjælp af avancerede magnetometre, ion-spektrometre, måleudstyr til bestemmelse af det elektriske felt og partikeldetektorer.

Foreløbig er det foreslået at erstatte Cluster af i hvert fald én erstatningssatellit. Den går under navnet Phoénix og kan i givet fald sammensættes af de delkomponenter, der under produktionen af Cluster blev fabrikeret som en slags back-up-instrumenter. Men pengene hertil mangler. Blot til samlingen af delene regner man i ESA med, at udgiften vil blive på mere end 200 millioner kr - og så er der slet ikke sat en pris på selve opsendelsen.

Ifølge det franske blad Ciel et Espace er det planen, at ESAs Råd i november måned vil tage endelig beslutning om en mulig supplering med yderligere tre satellitter for at få løst alle Cluster-missionens oprindelige opgaver. Ekspertisen til et sådant projekt findes endnu, hævder fortalerne for dén løsning. Om blot nogle ganske få år vil det ikke længere være tilfældet, når de mange medarbejdere på Cluster er spredt for alle vinde. Og så vil det være som at begynde helt forfra, hævdes det. Den samlede pris for Cluster har været ca. 2,5 milliarder kr.

/Henry Nørgaard

Tilbage til Planetariets hjemmeside